Tilbage til oversigten

Risikorådgiveren #05, maj 2024

Brandsikring af bygninger ved ombygning og renovering


Leder, af Peter Oriat

Kære kolleger.

Den historiske bygning Børsen i København var den 16. april 2024 udsat for brand. Bygningen var under renovering.

Børsen kunne i år fejre sit 400 års jubilæum. Nu er halvdelen af bygningen brændt og det karakteristiske dragespir er faldet. Heldigvis kom ingen mennesker til skade ved branden, men en vigtig del af Danmarks kulturarv er ædt af flammerne.

Det var ABA-anlægget i bygningen, der udløste alarm og sikrede hurtig udrykning af Hovedstadens Beredskab. Det var ikke muligt umiddelbart at slukke branden, men Beredskabet ydede i fremragende brandindsats der sikrede, at kun godt halvdelen af bygningen gik tabt.

Medarbejdere i Børsen, beredskabsfolk og soldater fra Livgarden reddede mere end 400 kunstværker og værdigenstande ud af den brændende bygning. Disse blev efterfølgende fragtet til opbevaring i Nationalmuseets højsikrede magasiner.

Et omfattende bygningsreglement sikrer generelt et højt brandsikringsniveau i byggerier, men problemet er, at alle regler bortfalder i det øjeblik, en bygning er under opførelse, renovering eller ombygning. Bygninger er dermed allermest udsatte i bygge- og renoveringsfasen.

Brandårsagen er ikke klarlagt. Københavns Politi, der efterforsker brandårsagen med hjælp fra Nationalt Kriminalteknisk Center, har i en pressemeddelelse udtalt, at det erfaringsmæssigt i sådanne efterforskninger tager lang tid at afdække, hvad der er skyld i branden. Defekte el-installationer og/eller "varmt arbejde" i forbindelse med renovering af kobbertaget er under mistanke, men også andre ting kan have været årsag til branden.

Det er ikke første gang historiske bygninger i København i de senere år har været udsat for brand. Christiansborgs Slotskirke, Odd Fellow Palæet og Holsteins Palæ har lidt samme skæbne. Disse bygninger er alle genopført. Det samme er hensigten med Børsen.

Fredede og bevaringsværdige bygninger, med meget træ og åbninger i konstruktionen, er særligt udsatte i forbindelse med renoverings-, ombygnings- og vedligeholdelsesarbejder, så det er vigtigt, at de automatiske brandalarmsystemer fungerer optimalt.

Bygninger med specielle værdier som uerstattelige bog- og kunstsamlinger – f.eks. slotte, museer, arkiver og specialbiblioteker – skal have en værdiredningsplan, som er kendt af personalet og Beredskabet, og som i påkommende tilfælde straks kan iværksætte.

En værdiredningsplan er en selvstændig plan under beredskabsplanen. Det er en konkret fysisk plan, der via oversigtskort og klare skriftlige instrukser kommunikerer, hvad der skal reddes og hvordan.

Lokalt i kommunerne kender vi også til problemet med ildløs i forbindelse med renoveringer af bygninger. I næsten alle kommuner har der været brand i bygninger i forbindelse tagpaparbejde eller andet "varmt arbejde".

Det er vigtigt forud for et renoveringsarbejde, at lave en aftaleseddel mellem bygherre og entreprenør omkring brandsikringsforanstaltninger og husk at meddele forsikringsselskabet før arbejdets igangsættelse, at der vil blive udført "varmt arbejde".

Tilbage til oversigten