Danske Risikorådgiveres Årskonference 2019

Danske Risikorådgivere inviterer til Risikostyringskonference, hvor vi igen stiller skarp på aktuelle risici og udfordringer, som kommunerne står over for.

Overskriften for Risikostyringskonferencen er Kriminalitetsudvikling i Danmark – Forventninger og risici i de kommende år.

I år har vi inviteret kontorchef Anne-Julie fra Justitsministeriet, som vil give os et overblik over kriminalitetsudviklingen i Danmark samt et bud på forventningerne til de kommende års udvikling herunder med særligt blik på de unge?

Vi kan opleve Helle Rabøl Hansen fra Rabøl Research, som vil gøre os klogere på, hvordan ungdomskriminalitet og skolegang er forbundet. Helle vil komme ind på utryghedsskabende adfærd, der kan ende i kriminalitet. Hvad kan vi som samfund, kommune, skole gøre for at hjælpe de unge?

Tenna Wilbert fra Rigspolitiet vil fortælle om det kriminalpræventive arbejde samt hvorvidt kommunerne kan gøre mere for at styrke og understøtte politiet i dets arbejde på området.

Efter en kaffepause træder Rolf Hermansen på podiet med indlægget Fra broderskab til mønsterbrud. Rolf har en fortid i Hells Angels, og ender bag tremmer, men beslutter sig for at livet skal have en ny mening, hvor han kan hjælpe andre unge i svære situationer.

Derefter har medlemmerne mulighed for at vælge mellem to inspirationsindlæg:

1. Kæft, trit og brandslukning v/Rikke Søndergaard, Holstebro Kommune

Ca. 100 unge mellem 12-17 år har siden 2015 været igennem brandkadetforløbet ved Holstebro Kommune. De har haft brandslanger, førstehjælp, røgdykning og blå blink på skemaet en gang om ugen i et halvt år. Målet er dog ikke at rekruttere brandfolk! Brandkadetforløbet er, med sin ”kæft, trit og brandslukning”-tilgang, med til at klæde de unge på til at tage en uddannelse og til at indgå på arbejdsmarkedet. Og til at tage aktivt ansvar i vores samfund.

2. Borgerinddragelse og motivation v/Trine Harboe, PLAY

PLAY deler erfaringer om, hvordan man kan samarbejde med børn og unge, og gennem motivation og borgerinddragelse lave kriminalpræventivt og forbyggende arbejde, hvor børn og unge oplever at blive en ressource i deres eget liv.

Danske Risikorådgiveres generalforsamling gennemføres som vanligt i forlængelse af konferencens førstedag kl. 17.15. Her vil Årets Sikkerhedsprisogså blive uddelt til en person, der har gjort et godt stykke arbejde for at fremme risikostyringstanken i sin kommune, region, styrelse eller sin virksomhed.

Efter generalforsamlingen, kl. 19.00 er der festmiddag og socialt samvær med underholdning både under og efter middagen.

Til fredagens program har vi indbudt tidligere politimand Kristian Bech, som mange sikkert kender fra TV. Kristians indlæg hedder Fra Strømer til TV.

Fredagens sidste indlæg kommer fra forsvarsadvokat og KRIM-formand Claus Bonnez, som vil fortælle om hans oplevelser med kriminelle.

Konferencen løber af stablen den 11. og 12. april. Tilmeld dig her

Du er først tilmeldt, når du har modtaget en bekræftelse på din tilmelding.

Program samt praktisk information kan du læse i vedhæftede invitation, hvor du også vil se, at politisk kommentator Hans Engell igen i år vil styre os gennem dagen risikofrit.

Vi glæder os til at se mange til et par spændende dage, hvor der også er tid til socialt samvær, ”netværk” og vedligeholdelse af ens faglige kompetencer.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen i Danske Risikorådgivere