Risikorådgiveren #09, oktober 2025
Uro og larm på biblioteker og borgerservice generer både borgere og ansatte
Leder, af Thomas Harbo Sørensen
En ny undersøgelse fra Slots- og Kulturstyrelsen viser, at uro og larm i biblioteker mange steder forpester dagligdagen for borgere, brugere og ansatte.
Mange kommuner har henlagt borgerservice til bibliotekerne, så også brugere her er generet.
Det er ikke kun uro i form af, at det larmer - det er også uro i form af hærværk og konflikter.
Problemerne varierer fra unge mennesker, der efterlader affald som dåser og snusposer, til psykisk syge personer med truende adfærd.
Bibliotekerne er et af de få steder, hvor alle kan komme gratis, hvilket betyder, at folk fra mange samfundslag benytter sig af dem.
I takt med at bibliotekerne har fået længere og ubemandet åbningstid, er der kommet mere uro og ballade.
Det er svært at forvente, at problemerne ved almindelige anvisninger forsvinder, så det er vigtigt, at alle gør en indsats for at biblioteker og borgerservice fortsat er trygge og tilgængelige for alle borgere, og at man sammen løser konflikterne og mindsker den uro, der er.
Nogle kommuner har fast runderinger af rådhusbetjente eller andet servicepersonale, men det er som regel kun i rådhusenes faste åbningstider. Hvad så med tryghed i ydertimerne?
Der er behov for tværfaglige løsninger for at håndtere problemerne - eksempelvis et tættere samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi samt dialog med herberger og væresteder for hjemløse.
Det er vigtigt, at der er beredskabsplaner, så personalet ved hvordan man skal agere.
Her har risikostyringskoordinatorer måske en rolle og kan sammen med de lokale MED-udvalg medvirke til at lave faste procedure for, hvornår og hvordan der gribes ind og lave faste retningslinjer for, at kolleger hjælper kolleger i akutte situationer.
