Tilbage til oversigten

Risikorådgiveren #08, september 2025

Kommunerne skal styrke kriseberedskabet for valgsteder


Leder, af Thomas Harbo Sørensen

Ved kommunalvalget i november 2025 er der flere aspekter af sikkerhed, der skal varetages.

Sikkerhed i forbindelse med valget generelt for vælgere, kandidater og valgmedarbejdere samt sikringen og sikkerheden i forbindelse med afviklingen af selve valghandlingen, er vigtige faktorer.

I den seneste aftale mellem Regeringen og KL om kommunernes økonomi er man enige om at styrke kommunernes beredskab til at håndtere uforudsigelige begivenheder i forbindelse med valg og afstemninger.

Det er kommunerne, der har ansvaret for at afvikle valget i deres respektive områder, og de skal derfor sørge for, at alle sikkerhedsforanstaltninger varetages.

Valgmedarbejdere skal trænes i beredskabssituationer og der skal i god tid forinden valghandlingen afholdes øvelser.

I Indenrigs- og Sundhedsministeriets vejledning til kommunerne om kommunevalget den 18. november 2025 er det anført, at man skal forberede sig på alt - fra teknisk nedbrud af valgsystemet, afbrydelse af strømforsyningen, brand, angreb og trusler til hacking af kommunens hjemmeside til misinformation.

Kommunerne skal være forberedt på, at valgsteder med kort varsel skal kunne flyttes til anden lokation, hvis de bliver utilgængelige. Dette kræver, at der er planlagt systemer for transport af valglister, stemmesedler og procedure for forsegling af stemmeurner, hvis de skal flyttes.

Forberedelserne skal omfatte procedure før valgdagen, på valgdagen og på fintællingsdagen, hvor man fordeler stemmesedlerne på listestemmer og personlige stemmer samt på blanke og ugyldige - og hvor valget endelig opgøres.

Måske vil kommunernes risikostyringskoordinatorer - med deres generelle erfaringer på sikrings- og sikkerhedsområdet - kunne bidrage til at sikre, at valghandlingen forløber uden sikkerhedsmæssige problemer – selvfølgelig efter aftale med de lokale valgbestyrelser.

Tilbage til oversigten