Risikorådgiveren #06, juni 2026
Sikring af ferietomme skoler og institutioner
Leder, af Thomas Harbo Sørensen
For forsikrings- og risikostyringskoordinatorerne medfører dette, at man rundt omkring i kommunerne må sørge for "tomgangssikring" af skoler og institutioner, så ubudne gæster ikke får frit spil. Når skolen eller institutionen holder lukket, er risikoen for indbrud, hærværk og påsatte brande ekstra stor.
Alarmer og overvågningsudstyr må være "toptunede" og tyvetækkelige effekter fjernet fra områder, hvor det umiddelbart kan ses udefra. Det er selvfølgelig vigtigt at affaldscontainere er fastgjorte og fjernet fra bygninger, så ildspåsættelse ikke får fatale konsekvenser.
Erfaringer viser, at pæne og ryddelige omgivelser forebygger hærværk og gør det sværere at finde materialer til en påsat brand.
Sommeren er skybrudsæson, så vi skal være sikre på, at store mængder regnvand kan løbe gennem tagrenderne. Rens tagrender, så der er frit løb for vandet uden forhindringer i form af blade eller andet. Hvis der er forhindringer, og regnvandet i stedet løber over, er der risiko for vandskader i bygningen. Når der har været meget nedbør, er det en god ide at holde øje med kældre for fugt og skimmelsvamp.
Under alle omstændigheder er daglig rundering af driftspersonale i ferie-nedlukkede skoler og institutioner en god ting.
I sommertiden er der stor risiko for naturbrande. I nogle kommuner er der i perioder direkte afbrændingsforbud. Enkelte risikostyringskoordinatorer er involveret i forebyggelse af naturbrande i form af opsætning af advarselstavler på strategiske steder i kommunen. Det er dog for det meste Beredskaberne, der varetager denne opgave.
En anden af sommerens udfordringer er graffitimaling. Denne form for vandalisme ser man på mange offentlige bygninger, broer og indhegninger og er desværre blevet almindelig især i storbyer.
Hvis graffitien fjernes vil der ofte straks komme nyt til, så indsatsen kan virke perspektivløs. Erfaringer viser dog, at en hurtig og effektiv afrensning øger chancerne for, at graffitimalerne opgiver deres aktiviteter.
Graffiti er normalt ikke forsikringsmæssig dækket, da sådanne skader betegnes som kosmetiske.
Hvis der er steder med særlig stor risiko for graffiti, kan man lade udføre en overfladebehandling efter afrensning. Herved lettes og billiggøres fremtidig fjernelse af graffiti. Nanobaseret murforsegling er det nyeste middel til beskyttelse mod graffiti.
Lad os fjerne det grimme hærværk rundt omkring på vore bygninger, så de igen kan fremstå rene med deres arkitektoniske skønhed. Danske Risikorådgivere har samarbejdspartnere, der effektivt kan fjerne og forebygge graffiti.
